Vest Sahara - et af verdens glemte brændpunkter

Af Mikkel Wrang

Selve min rejse til Vest Sahara fik overflere dage, jeg startede en tirsdag morgen i december med afgang fra Københavns lufthavn med mellemlanding i Paris, umiddelbart efter min ankomst fik jeg en sms om de tre bilbombe, der var sprunget samme formiddag i Algier. På trods af at det skete mens jeg formentligt befandt mig over Sydtyskland, og at jeg fysisk var langt væk, føles det alligevel tæt på.

Et par timer senere ankom jeg til Algier lufthavn. Der var ikke nogen synlige tegn på, at byen få timer inden var udsat for et temmelig voldsomt terrorangreb, der skulle koste livet for 10 FN-udsendte heriblandt én dansker, og i alt 50 mennesker.

Fra Algier gik turen så videre med indenrigsfly til Tindouf, der ligger i det vestlige Algeriet få hundrede kilometer fra grænsen til Vest Sahara, hvortil mere end 100.000 saharawier flygtede da Marokko invaderede landet.

I Tindouf er der etableret flygtningelejre med helt op til 40.000 indbyggere bestående af telte og små selvbyggede huse. I 24. februar-lejren tilbragte jeg de to første nætter i et ca. 20 m2 stort telt sammen med de øvrige danske, en hollænder og to fra Catalonien. På trods af at forholdene for disse flygtninge er primitive og trænge, blev vi modtaget med åbne arme og en utrolig gæstfrihed. Faciliteterne bød hverken på bad, rindende vand eller træk og slip. Jeg kan forestille mig, at det er lidt a’la at deltage på Roskilde festivalen. En ting der er svær at forestille sig er den temperaturforskel ørknen byder på mellem dag og nat. Man vågner op i teltene næsten på frysepunktet, hvilket er en stor modsætning til midt på dagen hvor man er ved at gå til i varmen.

De første dage i flygtningelejren gav mig et godt indtryk af de forhold sahawierne lever under, bl.a. fik jeg mulighed for, at besøge den lokale skole hvor elever i 6. klasse modtog undervisning i fransk. Udover selvfølgelig arabisk, taler de fleste sahawier spansk som deres 2. sprog og nogle fransk som deres 3. sprog. Dette skal ses ud fra det faktum, at Spanien i omkring 100 år var kolonimagt i Vest Sahara, og derfor har spillet en væsentlig rolle, samtidig er Algeriet tidligere fransk koloni, og de unge sahawier undervises derfor også i fransk. Mit indtryk er at nogen lærer engelsk, selvom der er langt imellem, det er selvfølgelig en barriere for den direkte kontakt, hvis man hverken taler spansk eller fransk, men så hjælper saharawiernes åbne natur og udviklede kropssprog.

Efter de to dage i lejren lige før middag blev det tid til, at drage af sted til selve Polisarios kongres. Polisario er den frihedsbevægelse som blev skiftet efter Spanien forlod Vest Sahara, det er en speciel og en bred organisation, der favner både eksil-regeringen, partiet og det civile samfund. Organisationen favner derfor også bredt og samler saharawierne omkring målet om et selvstændigt og frit Vest Sahara.

Kongressen foregik i det befriede område. Turen var på ca. 300 km hvilket ikke lyder voldsomt, noget i stil med København til Vejle, men turen foregik i en karavane af omkring 30 jeeps og varede 7½ time, en temmelig hård tur med mange bump, men samtidig en stor oplevelse. Det føltes lidt som en moderne udgave af Lawrence of Arabia, og gav mig et rigtig godt indtryk af ørkenens meget store nuancer. Nogle steder lignede det sand fra en strand og andre steder var der klipper og mange sten. Turen omfattede selvfølgelig mange pauser, både med formål at samle karavanen, og selvfølgelig at strække ben og slappe lidt af, men turen bød naturligvis også på flere omgange the.

Saharawierne har en meget stærk tradition med arabisk chai the, theen er selvfølgelig fra Kina, men deres næsten halv-autistiske fremgangsmåde er helt deres egne. En kande varmes direkte på gløder indeholdende vand, chai the og så masser af suger. Efter det har kogt skænkes theen i små glas i en lang stråle, efterfølgende hældes theen fra glas til glas for at skabe skum. Dette gentages en del gange, og bliver også hældt tilbage i den lille thekande for, at blive tilsat mere sukker og hældt tilbage i glassene.

Kongressen foregik som sagt i selve Vest Sahara i den befriede del. I sin tid da Spanien trak sig ud fra Vest Sahara valgte de to nabolande Marokko og Mauretanien at invadere hver sin del af Vest Sahara. Efter tre års kamp med Polisario valgte Mauretanien at opgive sit krav på Vest Sahara, trak sig ud og anerkendte et frit Vest Sahara. Kongressen foregik over 4-5 dage, hvor de første dage var åbent for de omkring 200 gæster fra hele verden. Hele kongressen talte omkring 2-3000 mennesker. Kongressen kan på mange måder sammenlignes med vores landsråd, her var en række beretninger fra eksilregeringen og debat herom. Derudover var der en række forhandlinger i plenum om alt fra det interne i samfundet omkring flygtningelejrene til hvordan man skal forholde sig overfor Marokko og den øvrige omverden.

De flere tusinde mennesker boede i telte, som de selv har medbragt, for det meste er det hele familien som er rest med, selvom de ikke alle sammen deltager i kongressen. Jeg boede også i et telt sammen med 7 andre i området for de internationale gæster. Selve kongressen foregik i nogle af de bygningerne der var tilbage fra før den oprindelige invasion, de står sidde om sidde med ruinerne af de bombede bygninger.

En af de sidste dage på kongressen var planen, at vi skulle ud i ørkenen og se den mur som Marokko har bygget hele vejen ad grænsen til den FN beskyttede grænse ind til de befriede områder. Da det var ved at være tid til afgang, begyndte det pludseligt at støvregne. Man skal bare huske, at det sjældent regner midt ude i ørkenen, og det havde senest regnet 3 år tidligere, så det bragte disse gode mennesker helt ud af fatningen, og på trods af os hærdede vikingers holdning til støvregnen blev vi sat til at vente i teltet. Efter nogen timers venten blev vi lettere utålmodige, og begyndte at presse mere på for at se muren. Det førte til at vores guide Abba Omar, som er Polisarios repræsentant i Danmark til sidst blev så trætte af os, at han ville tage os til en højere rangerende som også talte engelsk. Med åben pande mødte vi har ham uden at ville godtage nej, hvilket også endte i en mindre fornærmelse. Hvad vi ikke vidste var at det var udenrigsministeren fra Vest Saharas eksilregering, hvilket resulterede I at fandt sin mest erfarne general, som blev sendt med os ud for at se muren. Det var en kæmpe stor oplevelse, man kunne lige skimte de marokkanske soldater der myldrede rundt bag muren.

Dagen efter var det tid for den internationale delegation til at drage hjem, så kongressen kunne forsætte debatten af de mest seriøse emner. Turen gik tilbage til 24. Februar- lejren, hvor vi bl.a. fik mulighed for, at besøge FNs food program, som havde en containerpark tæt på. Turen hjem blev ligesom turen derned en lang og udmattende tur på næsten et helt døgn. Men det var bestemt en tur fyldt med oplevelser jeg vil huske resten af livet. Det har virkelig givet blod på tanden for, at arbejde for sagen. Jeg mener at vi som konservative der altid fordømmer brugen af vold og terror for, at opnå sine politiske mål bør gøre vores, og gøre endnu mere end der bliver gjort nu for et glemt brændpunkt som Vest Sahara.